Præstens skrivebord

Lys i gravkammeret

Det værste ved døden er tomheden. Væk er de, vores døde. En plads står tom og bliver ved at stå tom, et ansigt er forsvundet og bliver ved at være forsvundet. En stemme er for altid borte. Sorg er et smukt ord, men sorg er nogen gange følelsen af, at det meste er blevet meningsløst, gråt og glædesløst. For er det sådan, det skal gå: At en efter en, jeg kender og holder af, skal forsvinde ud i det store intet, indtil det bliver min tur?

Påskens store påstand er, at nej, sådan skal det ikke gå.

Kvinderne gik ud til graven dengang med præcis den følelse af tomhed og det, der mødte dem var – ingenting. Graven var tom. Den døde var ikke død.

Vi ved ikke præcis, hvad de tænkte, men vi ved, at de ”ikke sagde noget til nogen, for de var bange”. Bange, som man bliver, når man støder på det helt ekstraordinære. Og det var det ekstraordinære, de blev vidner til.

Med den tomme grav påskemorgen er vi helt inde i kærlighedens mystiske maskinrum: Den største glæde finder vi i et gravkammer! Det er her inde i mørket, at Guds søn tager kampen op med døden, så det, der venter os ikke er den evige tomhed, men evigt liv hos ham.

Kan det virkelig være rigtigt, kan vi spørge. Og vi kan godt opgive at prøve at bevise det. Her er det et spørgsmål om at tro, at hænge fast ved det ord, som blev forkyndt første gang af de forskrækkede kvinder.

”Ja, jeg ved du siger sandt, frelseren stod op af døde”, hedder det i en af Grundtvigs påskesalmer. Påskebudskabet bestyrker ham i, at ja, tomheden og tabet er blevet overvundet, da der påskemorgen kom lys i det mørke gravkammer.

Så lad os, på trods af tristesse og Corona, ønske os selv og hinanden: Glædelig påske!

Katrine Winkel Holm