Nørre Dalby Kirke

Nørre Dalby Kirkes karakteristiske gule farve skyldes, at den før i tiden hørte under godset Giesegård. Nu er den som alle andre kirker på egnen selvejende. I 2012 ophørte Nørre Dalby med at være anneks til Ejby, og sognet blev i stedet lagt sammen med Borup og Kimmerslev.

På kirkens østgavl finder man en smuk blænding, som er valgt som logo for det nye pastorat. Samme korsede kors findes på alterbordsforhænget.

Kirkens indre er præget af en helstøbthed, som stammer fra den smukke renæssancealtertavle og prædikestol fra Hans Holst den Ældres værksted i Køge samt det fantastisk stoleværk fra midt i 1600-tallet fra Casper Lubbekes værksted.

Altertavlen har bevaret sit belærende præg fra efter reformationstiden. Den prydes ikke af et billede men af nadverens indstiftelsesord, som står på latin og dansk. Øverst pryder Christian IV’s monogram.

I tårnet findes to klokker – den ene fra 1501.